Sankt Annæ Pigekoret optræder i mange forskellige konstellationer, alt efter hvilke musikalske opgaver, der skal løses.

Sankt Annæ Pigekor er blandt de førende af sin art og indtager en fremtrædende rolle i dansk og internationalt korliv. Koret blev grundlagt i 1973 og har sin base på Sankt Annæ Gymnasium, Københavns Kommunes Sangskole, hvor klassekammeraterne synger i Københavns Drengekor.

Koret består af i alt 140 piger, men typisk optræder koret med et hold på 35-70 sangere ad gangen.

Aktiviteter

Aktiviteterne spænder bredt; fra større koncertprojekter med eksterne professionelle musikere og orkestre, talrige Lucia-optrædener i december, udlandsturnéer samt en række mindre turnéer, udvekslingssamarbejder og enkeltstående arrangementer. De ældste sangere i koret udgør det egentlige koncertkor, mens de yngre piger primært varetager forpligtelserne i Helligaandskirken samt de efterspurgte Lucia-optog.

Siden 1980 har Sankt Annæ Pigekor sunget til højmesser og haft fast koncertrække i Helligaandskirken på Strøget i København. Desuden har koret en omfattende koncert- og turnéaktivitet både i Danmark og på den internationale arena, hvor korets officielle navn er Copenhagen Girls’ Choir.

Den musikalske fødekæde

H.K.H. Prinsesse Benedikte er protektor for Sankt Annæ Pigekor.

Sammen med de øvrige ensembler på Sankt Annæ Gymnasium er Sankt Annæ Pigekor et vigtigt led i den musikalske fødekæde. Sangerne gennemgår fra starten af deres skolegang i 3. klasse en af de mest kompetente og alsidige musikalske uddannelser der findes for børn, nationalt som internationalt. Den unikke musikalske dannelse, som pigerne tilegner sig gennem deres tid i koret, er en vigtig del af deres udvikling og en ballast, der for manges vedkommende bliver den afgørende faktor til et senere karrierevalg. Således er mange af korets tidligere sangere at finde som aktive professionelle sangere og musikere på såvel den danske som den internationale musikscene

Repertoire

Sankt Annæ Pigekor har en stor repertoiremæssig spændvidde og er blandt andet kendt for sine opførelser af nye værker, danske sange, klassiske værker samt rytmisk musik. Koret arbejder ofte sammen med professionelle musikere, andre kor og ensembler, bl.a. Concerto Copenhagen, Ensemble Storstrøm og Danmarks Underholdningsorkester. En lang række komponister har skrevet værker til Sankt Annæ Pigekor, bl.a. Louise Alenius, Bent Sørensen, Rasmus Zwicki, Pernille Sejlund, Nick Martin, Michael Bojesen, Maj-Britt Kramer, Leif Kayser, Ib Nørholm, John Frandsen og Bo Holten. Repertoiret omfatter naturligvis også danske sange samt klassiske værker af eksempelvis Vivaldi, Galuppi, Fauré, Poulenc, Brahms og Schubert. Store dele af repertoiret er gennem årene indspillet på en lang række udgivelser.

Sankt Annæ Pigekor har gennem årene turneret i Norden, Europa, Amerika og Asien. Her optræder koret som ambassadører for byen København og for dansk kulturliv samt for de fonde, som er med til at finansiere korets aktiviteter. Pigerne modtages overalt hvor de kommer frem med stor respekt for deres høje niveau, deres levende udstråling og aldrig svigtende entusiasme.

Sidst opdateret 11. september 2023

Bliv en del af vores online fællesskab!

Følg os på vores sociale medier for at holde dig opdateret med vores spændende aktiviteter, begivenheder og de seneste nyheder.
Klik på profilerne herunder og vær med i vores digitale rejse i skolens hverdag.


Sankt Annæ Gymnasium

Gymnasiet

Folkeskolen

Københavns Drengekor

Sankt Annæ Pigekor

Musikalsk Grundkursus (MGK)

Sankt Annæ Big Band

Gymnasiekor

Sankt Annæ Symfoniorkester