Sankt Annæ Pigekor
Sankt Annæ Pigekor
SPRING IS HERE! Sankt Annæ Pigekor, Afenginn, Maggie Björklund

Efter ti dages turné i Californien i marts vender Sankt Annæ Pigekor, Afenginn og Maggie Björklund tilbage og præsenterer repertoiret fra turnéen ved en koncert i Holmens Kirke den 6. april kl. 17.00. Koncerten er den eneste mulighed for at opleve samarbejdet i Danmark. Bl.a. med dansk førsteopførelse på programmet.

Komponist og kapelmester i Afenginn, Kim Nyberg, har skrevet ny musik til Sankt Annæ Pigekor. Musikken uropføres på turnéen til Californien 19.-30. marts med koncerter i bl.a. San Francisco og Los Angeles. Ved koncerten 6. april er der dansk førsteopførelse af værket ‘Gallop of Fire’ som er skrevet til Sankt Annæ Pigekor, Afenginn og Maggie Björklund. Værket er dedikeret til alle dem der blev berørt af de voldsomme skovbrande i Californien i efteråret 2018 og forholder sig altså meget konkret til turnéens destination, Californien.

Nyberg har en stærk nordisk tone i sine kompositioner som kan beskrives som en dialog mellem klassisk kompositionsmusik, skandinavisk folkemusik og den østeuropæiske musiks ulige og kringlede taktarter. Dette særegne udtryk er blevet belønnet med talrige Danish Music Awards og komponistpriser gennem årene og Afenginn har ry for overraskende, smukke og medrivende koncerter.

Sankt Annæ Pigekor er med chefdirigent Anne Marie Granau i spidsen blandt de førende af sin art og indtager en fremtrædende rolle i dansk og internationalt korliv. Koret blev grundlagt i 1973 og har sin base på Sankt Annæ Gymnasium, Københavns Kommunes Sangskole, hvor klassekammeraterne synger i Københavns Drengekor.

Maggie Björklund har bl.a. modtaget de danske musikkritikeres pris, Årets Steppeulv, som Årets Musiker i 2014. Hendes instrument, pedal steel guitar, har ikke været brugt i kormusik før. Danske Björklund har flere soloalbum bag sig og har desuden spillet som sideman for mange amerikanske kunstnere, bl.a. Jack White.

Afenginn er meget anerkendt for ensemblets unikke kunstneriske profil. Med violin, klarinet, mandolin, cello og slagtøj binder de det klassiske kammermusikalske udtryk sammen med folke- og rockmusikkens stærke energi. Afenginn har været udvalgt til Kunstfondens satsning ’Den Unge Elite’ og har modtaget talrige priser for deres udgivelser og live-optrædener, senest for udgivelsen ‘OPUS’. Nyt album ‘Klingra’ udkommer i april 2019 og til koncerten 6. april i Holmens Kirke er dele af ‘Klingra’ arrangeret specielt til Sankt Annæ Pigekor.

Musik af Kim Nyberg, Jaakko Mäntyjärvi, Ēriks Ešenvalds, Bo Holten og Jens Erik Raasted.

Unummerede pladser. Dørene åbner kl. 16.30

Medvirkende:

Sankt Annæ Pigekor

Afenginn – Kim Nyberg (mandolin), Niels Skovmand (violin), Rasmus Krøyer (klarinet), Erik Olevik (cello), Ulrik Brohuus (percussion)

Maggie Björklund, pedal steel

Anne Marie Granau, dirigent

KALENDER OG NYHEDER
  • Sankt Annæ Pigekor
    Samarbejde med Concerto Copenhagen og DKDM
    Det venetianske 'Ospedale-repertoire' er en glemt musikalsk skat, der af flere grunde fortjener at blive genopdaget. Sankt Annæ Pigekor har indledt et flerårigt samarbejde med Concerto Copenhagen om dette repertoire. Ved tre koncerter 22.-24. februar kan Sankt Annæ Pigekor, Concerto Copenhagen samt studerende fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium opleves i Trinitatis Kirke, Sct Mariæ Kirke og i Koncertkirken.
  • Sankt Annæ Pigekor
    Jubilerende gæster fra Sønderjysk Pigekor
    Sønderjysk Pigekor, der i 2019 fejrer 25 års jubilæum, besøger Sankt Annæ Pigekor den første weekend i februar. Det er en årelang tradition som begge kor nyder godt af og i weekenden kan korene bl.a. opleves sammen den 2. februar kl. 17.00 i Helligaandskirken.
  • Sankt Annæ Pigekor
    Lør 06.04.2019 / kl. 17.00
    Holmens Kirke, Holmens Kanal 21, 1060 København K
    SPRING IS HERE! Sankt Annæ Pigekor, Afenginn, Maggie Björklund
    Efter ti dages turné i Californien i marts vender Sankt Annæ Pigekor, Afenginn og Maggie Björklund tilbage og præsenterer repertoiret fra turnéen ved en koncert i Holmens Kirke den 6. april kl. 17.00. Koncerten er den eneste mulighed for at opleve samarbejdet i Danmark. Bl.a. med dansk førsteopførelse på programmet.
  • Sankt Annæ Pigekor
    Kategori-vinder og to gulddiplomer til Sankt Annæ Pigekor
    Sankt Annæ Pigekor blev kategorivinder og vandt to gulddiplomer i Linz under den den netop overståede Int. Anton Bruckner Choir Competition & Festival