Sankt Annæ Pigekor
Sankt Annæ Pigekor
Anne Marie Granau 2022 (C) Andrea Hoffmann
Farvel til Anne Marie Granau

Anne Marie Granau har siden 2014 stået i spidsen for Sankt Annæ Pigekor, og i løbet af de otte år med
Anne Marie som chefdirigent har koret udviklet sig mærkbart.

Gennem samarbejder med højt profilerede ensembler, musikere og komponister og ikke mindst gennem det daglige arbejde med korsangerne har Anne Marie formået at give Sankt Annæ Pigekor et markant kunstnerisk løft.

Sankt Annæ Pigekor har opnået en meget høj status både internt på Sankt Annæ Gymnasium, i
samarbejdet med eksterne koncertaktører og på den internationale arena, hvor koret med Anne Marie
gentagne gange har vundet guldplaceringer ved internationale korkonkurrencer.

Anne Marie udtaler selv om sin fratræden:

– Det er både med stor spænding og med stort vemod at jeg til august siger min stilling op som chefdirigent for Sankt Annæ Pigekor gennem 8 år. Spændingen er stor, fordi jeg er klar til at kaste mig ud i nye eventyr som freelance opera- og orkesterdirigent, og vemodet er stort, fordi jeg må forlade et livsbekræftende job med unge talentfulde og superseje piger. Det har været utroligt rørende at følge deres udvikling gennem årene, og at se hvad musikkens kraft kan have af betydning for ungdommen. Jeg er også virkelig stolt af de kunstneriske resultater i form af flotte konkurrenceresultater såvel som store ambitiøse koncertprojekter, som det er lykkedes os at opnå sammen i pigekoret gennem årene.

Sankt Annæ Pigekor har samarbejdet meget med Concerto Copenhagen og Nikolaj de fine Licht, direktør i CoCo, fortæller om samarbejdet:

– Samarbejdet med Skt. Annæ Pigekor og med Anne Marie Granau, der har stået på i nu 5 år, har en særlig plads i vore hjerter her hos CoCo. Den umiddelbare glæde og begejstring koblet med den professionalisme og faglighed, der kendetegner Anne Marie, har altid gjort det til noget særligt at lave disse projekter sammen. Jeg er overbevist om, at vi sammen har skabt varige minder af stor betydning hos mange af de unge, der har medvirket.

Vi er mange, som vil komme til at savne Anne Marie, men samtidig ønsker vi hende al mulig held med næste kapitel af karrieren som dirigent. Vi starter nu en proces for at finde en værdig afløser som chefdirigent for Sankt Annæ Pigekor til gavn for den fortsatte udvikling af koret.

Mogens Halken
Sanginspektør, Sangskolen
Sankt Annæ Gymnasium

KALENDER OG NYHEDER